15. MAR 2019 • 00:00UDLAND

16-årig svensk klimaforkæmper nomineret til Nobels fredspris

Greta Thunberg fortjener Nobels fredspris for at stå bag massebevægelse for klimaet, mener norske politikere.

Greta Thunberg, den 16-årige svenske skolepige, der har inspireret til klimademonstrationer over store dele af verden, er blandt de nominerede til Nobels fredspris i år.

Det er tre politikere fra det norske parlament, Stortinget, der har indstillet hende til den fornemme pris.

- Vi har foreslået Greta Thunberg, for hvis vi ikke gør noget for at stoppe klimaforandringerne, vil det være årsag til krige, konflikter og flygtninge, siger Freddy André Øvstegård fra Sosialistisk Venstreparti.



- Greta Thunberg har startet en massebevægelse, som jeg betragter som et enormt bidrag til fred, tilføjer Øvstegård.



Han står bag nomineringen sammen med to af sine partifæller. De tre venstrefløjspolitikere indstillede Thunberg til prisen inden fristen den 31. januar.

De færreste kendte Greta Thunberg, da hun for et halvt år siden satte sig uden for den svenske Riksdag med et håndskrevet skilt med teksten "Skolestrejke for klimaet".



Siden har hun skulket fra skole hver fredag for at demonstrere med krav om, at politikerne tager klimatruslen alvorligt.

Hun er gennem de seneste måneder blevet et globalt fænomen og har været inviteret til at tale ved blandt andet FNs klimakonference i Katowice og ved dette års World Economic Forum i Davos i Schweiz.



Fredag ventes elever fra mindst 98 lande at deltage i en stor international klimastrejke, der er inspireret af Thunberg.

- Vi har kun set begyndelsen, skrev den 16-årige svensker for nylig på Twitter.

- Jeg tror, at forandringen ligger i horisonten, og at folk vil kæmpe for deres fremtid.

Nobelkomitéen afslører navnet på årets fredsprismodtager den 11. oktober.



Tidligere modtagere af prisen, politikere, regeringsmedlemmer og universitetsprofessorer er blandt de tusindvis af mennesker, der har ret til at indstille en kandidat til Nobels fredspris.



Listen over nominerede er ikke offentligt tilgængelig, men indimellem fortæller nogle af dem, der kan indstille andre til prisen, hvem de har nomineret.



/ritzau/AFP

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste