16. APR 2019 • 16:59UDLAND

Komiker bag kontroversielt Erdogan-digt taber sag mod Merkel

I en tysk komikers digt blev Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, kædet sammen med dyresex og børneporno.

Den tyske komiker Jan Böhmermann har ikke fået held med sit søgsmål mod den tyske forbundskansler, Angela Merkel.

En domstol i Berlin har tirsdag således afvist hans sag.

Sagen udspringer af et kontroversielt digt om Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan. Komikeren læste digtet op på den tyske tv-kanal ZDF i marts 2016 - blandt andet for at udfordre ytringsfriheden i Tyskland.

I digtet hed det blandt andet, at Erdogan deltager i dyresex og børneporno.



Digtet medførte en diplomatisk strid mellem Tyskland og Tyrkiet.



Angela Merkel udtalte umiddelbart efter Böhmermanns digtoplæsning, at digtet var skrevet "bevidst for at såre".



Siden da har forbundskansleren dog også sagt, at udtalelsen var uheldig, og at hun ikke vil gentage kritikken af digtet.

Alligevel har Böhmermann ønsket at sagsøge Merkel. Hans formål var at indføre et forbud mod, at hun kunne gentage kritikken.

Men sagen blev tirsdag afvist. Blandt andet fordi retten ikke mener, at der er sandsynlighed for, at Merkel igen kritiserer det satiriske digt.

Hverken Merkel eller Böhmermann var til stede i retten tirsdag. De var i stedet repræsenteret af deres advokat.

Forud for sagen sagde Böhmermanns advokat Reiner Geulen, at det er uacceptabelt, at den tyske regering "af politiske årsager har blandet sig i et frit og uafhængigt brug af ytringsfriheden".

Sagen har generelt skabt debat om ytringsfrihedens grænser i Tyskland.

Böhmermann har udtalt, at Merkel gennem sin udtalelse har krænket bådet ytringsfriheden, pressefriheden og hans kunstneriske frihed.



/ritzau/dpa

20. JUL 2019 • 17:19 FOR ABONNENTER

Farverigt galleri er åbnet i Rønne

20. JUL 2019 • 16:10 FOR ABONNENTER

Feltpræst siger farvel til Afghanistan

20. JUL 2019 • 13:15

16-årig anholdt for knivstik

Mest læste