22. MAJ 2019 • 05:24UDLAND

Trump nominerer tidligere ambassadør i Finland til ny minister

Barbara Barrett, der har været advokat, testpilot og ambassadør, kan blive ny amerikansk minister.

USAs præsident, Donald Trump, har nomineret en ny minister med ansvar for det amerikanske luftvåben.



Valget er faldet på Barbara Barrett, den forhenværende formand for det offentligt finansierede rumforskningsagentur The Aerospace Corporation.

Det oplyser Donald Trump på Twitter, skriver nyhedsbureuaet AFP.

- Jeg er glad for at kunne offentliggøre min nominering af Barbara Barrett, skriver Trump og tilføjer, at hun "bliver en fremragende minister".



68-årige Barbara Barrett er uddannet advokat og testpilot. Fra 2008-2009 var hun USAs ambassadør i Finland. Det var, mens George W. Bush var præsident.



Barrett står til at overtage ministeriet fra Heather Wilson, som træder tilbage i slutningen af denne måned efter to år i embedet.

Den moderate Heather Wilson har en fortid i militæret. Hun har blandt andet været med til at genforhandle en aftale om at udskifte de to efterhånden aldrende Air Force One-fly, der står til rådighed for USAs præsident.



På et tidspunkt truede Trump nemlig med helt at annullere en aftale med Boeing, som var indgået, før han blev valgt, hvis det ikke lykkedes at forhandle en bedre på plads. De nye fly forventes færdige i 2024.



Heather Wilson var blandt mulige kandidater til at overtage posten som forsvarsminister fra Jim Mattis, der i december lagde sit opsigelsesbrev på Donald Trumps bord.



Da valget faldt på Patrick Shanahan, der siden 1. januar har været USAs fungerende forsvarsminister, sagde Wilson op. Det skriver nyhedsbureauet AFP. Hun skal i stedet været rektor på University of Texas El Paso.

På Twitter kalder Heather Wilson valget af Barrett for "fantastisk".



Før Barbara Barrett kan sætte sine ben i ministeriet, skal Senatet dog godkende hende.



/ritzau/

Mest læste