12. JUL 2019 • 15:34UDLAND

Politi i Kina optrævler illegalt bitcoin-netværk

Et elselskab, som havde registreret unormal høj aktivitet på elnettet, tippede kinesiske myndigheder.

Politi i det østlige Kina har optrævlet et netværk, som har stjålet elektricitet for op mod 20 millioner kroner i forbindelse med bestræbelser på at udvikle kryptovalutaen bitcoin.



Myndighederne slog til efter at være blevet tippet af et elselskab, som havde registreret unormalt høj aktivitet på elnettet.

Kryptovalutaen bitcoin fremstilles gennem såkaldt blokkæde-teknik, som kræver højteknologisk udstyr og masser af energi. Med blokkæder kan man sende penge verden rundt, uden at banksystemer forsinker processen og formindsker værdien af transaktionerne med gebyrer.



Ved en razzia beslaglagde de kinesiske myndigheder en del udstyr, som gruppen menes at have anvendt til at fremstille den digitale valuta.

Den decentraliserede virtuelle valuta genereres af et stort antal computere, som anvender meget store mængder af elektricitet i processen.

Politiet i Zhenjiang i den østlige Jiangsu-provins oplyser, at der er konfiskeret 4000 illegale udstyrsdele ved en operation, hvor der blev stjålet for op mod en snes millioner kroner el.

- Målt i værdi er dette den største sag om stjålet el, der er afsløret i Jiangsu, skriver politiet i en udtalelse.

Ifølge en undersøgelse, der blev lavet sidste år, forbruger fremstilling af kryptovaluta mere energi årligt end mange lande.

Over halvdelen af de såkaldte "miner", som er kraftige computere, der generer bitcoin, ligger i Kina.



Ordensmagten har truffet "obligatoriske foranstaltninger", som det hedder i meddelelsen, over for flere end 20 mistænkte i sagen.

Værdien af en bitcoin er steget markant i år og ligger fredag på mere end 11.700 dollar (knap 78.000 kroner).

I modsætning til traditionelle valutaer er der ingen centralbank bag bitcoin, og den har ikke nogen regering bag sig.

/ritzau/AFP

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste

13. JUL 2019 • 19:49 FOR ABONNENTER

Træneren savner opbakning til Nexøs nye projekt