21. JUL 2019 • 11:52UDLAND

Flyselskab stopper fly til Kairo: Bekymret for sikkerheden

British Airways har suspenderet flyvninger til Kairo af sikkerhedsmæssige årsager.

Flyselskabet British Airways har suspenderet deres flyvninger til Egyptens hovedstad, Kairo.



Selskabet peger på en angivelig trussel mod flyenes sikkerhed som årsagen.



Det skriver erhvervsmediet Financial Times.

Det tyske flyselskab Lufthansa har også haft flyvninger til Kairo suspenderet, men det flyver søndag igen mod storbyen.



Ingen af selskaberne har oplyst, hvad der er i vejen med sikkerheden ved flyvninger til Kairo. Derfor står det heller ikke klart, om der er en konkret trussel mod selskabernes fly, eller om der er tale om en mere generel trussel.



British Airways oplyser, at selskabet har suspenderet al trafik til Kairo i en uge.

- Vi evaluerer vores sikkerhedsforanstaltninger konstant i alle lufthavne verden over, og vi har suspenderet fly til Kairo i syv dage som en sikkerhedsforanstaltning, skriver flyselskabet i en pressemeddelelse.

Adspurgt om flere detaljer om, hvorfor afgangene til Kairo er blevet aflyst, siger en talsmand, at selskabet "aldrig diskuterer sikkerhedsspørgsmål".

Det britiske udenrigsministerium har opdateret sin rejsevejledning til Egypten, efter at British Airways har indstillet flyvninger til Kairo. Her opfordres berørte borgere til at kontakte flyselskabet.

Udenrigsministeriets Borgerservice følger situationen.

- Rejsevejledningerne opdateres løbende. Udenrigsministeriet er bekendt med den opdaterede britiske rejsevejledning og følger situationen, oplyser Udenrigsministeriet, der henviser til sin rejsevejledning for Egypten.

Her frarådes alle ikke-nødvendige rejser til området lige syd for Kairo.



Tre egyptiske sikkerhedskilder oplyser, at personale fra British Airways har undersøgt sikkerheden i lufthavnen i Kairo onsdag og torsdag.

Det egyptiske ministerium for civil luftfart skriver i en pressemeddelelse, at det har taget kontakt til den britiske ambassade i Kairo.



Ambassaden oplyser, at flyveforbuddet ikke er blevet udstedt fra hverken det britiske transportministerium eller udenrigsministerium.

Det britiske udenrigsministerium har længe opfordret til ikke at foretage unødvendige flyrejser til Sharm el-Sheikh i Egypten. Det skete, efter at et russisk passagerfly blev bombet i 2015.



- Der er en forhøjet risiko for terrorisme mod flytrafik. Yderligere sikkerhedsforanstaltninger er sat i værk for fly fra Egypten til Storbritannien, står der blandt andet i rejsevejledningen.



Der er dog ikke udstedt særlige advarsler mod flyvninger til Kairo.



Søndag er der en enkelt afgang fra Københavns Lufthavn i Kastrup mod Kairo. Afgangen med EgyptAir forventes ifølge Københavns Lufthavns hjemmeside at blive gennemført som planlagt.

Ritzau har forgæves forsøgt at få en kommentar fra SAS om selskabets flyvninger til Kairo.



/ritzau/

17. AUG 2019 • 20:16 FOR ABONNENTER

Søren Christensen sætter det sidste punktum

17. AUG 2019 • 19:31 FOR ABONNENTER

Koncertarrangør savner engagement fra rønneboer og kommunen

17. AUG 2019 • 18:20 FOR ABONNENTER

Små sunde bær støtter Kræftens Bekæmpelse

Mest læste

17. AUG 2019 • 17:37SPORT

Point til unge NB’ere