21. JUL 2019 • 10:40UDLAND

Storbritannien overvejer sanktioner mod Iran i skibsstrid

Iransk ambassadør opfordrer Storbritannien til at mindske anspændt situation mellem landene.

Storbritannien kigger på mulighederne for at sanktionere Iran, efter at Iran fredag opbragte olieskibet "Stena Impero".



Skibet er svenskejet, men er indregistreret i London.



Det vigtigste er imidlertid hurtigt at finde en løsning på striden. Det siger Tobias Ellwood, britisk viceforsvarsminister, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg tror, at alle er bekymrede over muligheden for en konflikt. Vi er nødt til at nedtrappe situationen, siger han.

Der er ingen oplysninger om, hvilke mulige sanktioner der overvejes.



Hamid Baeidinejad, Irans ambassadør i Storbritannien, opfordrer søndag på Twitter Storbritannien til at mindske den anspændte situation.



- Iran står dog fast og er klar til forskellige scenarier, skriver han.

Olieskibet "Stena Impero" blev fredag opbragt af Iran, mens det var på vej mod Saudi-Arabien.



At opbringe et skib vil sige at tilbageholde det - enten i forbindelse med krig eller for at undersøge det og eventuelt beslaglægge lasten.

Alle 23 medlemmer af besætningen om bord på det britiske skib "Stena Impero" er i god behold.



Det oplyser den iranske talsmand Allahmorad Afifipour, som leder havnene i en række iranske havnebyer. Det skriver Reuters.

- Alle besætningsmedlemmer om bord på skibet er sikkerhed og i god behold i Bandar Abbas havn, siger Allahmorad Afifipour til stats-tv ifølge Reuters.

Bandar Abbas er en havneby i det sydlige Iran.



Det var angiveligt for at gøre gengæld, at Iran opbragte det britiske skib i det højspændte område ved Hormuzstrædet.

Sådan lød meldingen fra en talsmand fra Vogternes Råd i Iran lørdag.



Briterne opbragte 4. juli et iransk skib ved Gibraltar. Årsagen var, at de mistænkte, at skibet ville trodse EU-sanktioner ved at fragte olie til Syrien.

Den påstand har Iran flere gange afvist og forlangt, at skibet bliver frigivet.



Derfor var der allerede fredag spekulationer om, at den seneste udvikling i Hormuzstrædet kunne være gengæld fra iranernes side.



Ifølge talsmanden fra Vogternes Råd skete opbringningen på baggrund af en "ulovlig økonomisk krig og opbringning af olieskibe".

Vogternes Råd kommenterer sjældent statslige anliggender. Når det gør, bliver det dog set som en afspejling af Irans øverste leder ayatollah Ali Khameneis synspunkter. Rådet samarbejder tæt med ayatollahen.

Hormuzstrædet forbinder Den Persiske Golf og Omanbugten. Området er blandt andet ekstremt vigtigt for verdens olieeksport. De seneste måneder har det samtidig dannet ramme om store spændinger mellem Iran og USA.

For cirka en måned siden - den 20. juni - skød Iran en militærdrone fra USA ned over netop Hormuzstrædet. Det skete med et iransk jord-til-luftmissil.



Kort forinden havde amerikanerne beskyldt Iran for at angribe to tankskibe i området. Det blev dog afvist af iranerne.



/ritzau/

17. OKT 2019 • 19:46 FOR ABONNENTER

15 kvinder har sparket gang i nyt fodboldhold

17. OKT 2019 • 17:23 FOR ABONNENTER

Butikken fortsætter længere oppe ad vejen

Mest læste

13. OKT 2019 • 10:37 FOR ABONNENTER

I Sverige er han Mr. 100 procent

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet