12. AUG 2019 • 21:24UDLAND

Den argentinske peso styrtdykker efter overraskende valg

Argentinas præsident, Mauricio Macri, led et stort nederlag i weekenden, og det har rystet landets valuta.

Jorden skrider voldsomt under tilliden til Argentinas økonomi.

Det står klart mandag efter et overraskende resultat ved weekendens primærvalg. Her led den siddende præsident et stort nederlag

Den argentinske valuta, pesoen, faldt mandag med hele 30,3 procent til et rekordlavt niveau, der betød, at man skulle betale 65 peso for en dollar.



Det forhold er siden steget lidt og ligger mandag aften på cirka 52 peso for en dollar.

Det argentinske aktiemarked styrtdykkede også.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters drattede det med omkring 31 procent målt på det toneangivende argentinske Merval-indeks.

Argentinas nuværende og markedsvenlige præsident, Mauricio Macri, har den seneste tid tøjlet markedernes frygt. Han har blandt andet landet flere aftaler med Den Internationale Valutafond (IMF).

I weekenden led han dog et overraskende stort nederlag ved primærvalget, og det har sat spørgsmålstegn ved landets fremtidige kurs.



Bedst ud af primærvalget kom præsidentens rival Alberto Fernandez fra venstrefløjen. Han fik godt 15 procentpoint flere stemmer end Macri.



- Markedet er begyndt at indregne en betalingsstandsning. Markedet er ikke parat til at lade tvivlen komme Fernandez til gode, siger Edwin Gutierrez, chef for nye markeder hos Aberdeen Asset management, til Bloomberg News.



Den endelige afstemning om Argentinas kommende præsident finder sted 27. oktober. Flere eksperter vurderer det ifølge BBC som usandsynligt, at Mauricio Macri kommer til at fortsætte i embedet.

- Det bliver en ekstrem hård periode for argentinske aktiver, vurderer Marcin Lipka, senioranalytiker hos mægleren Cinkciarz.pl, over for Bloomberg News.



Han spår, at pesoen kan blive svækket til hele 100 peso for en dollar.



/ritzau/Reuters

Mest læste

DØGNETS MEST LÆSTE

UGENS MEST LÆSTE

MÅNEDENS MEST LÆSTE

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet