14. AUG 2019 • 05:14UDLAND

Facebook lukkede selv terrorsigtets profil kort efter angreb

Facebook tog selv initiativ til at lukke gerningsmands konto, før der kom en opfordring fra norsk politi.

Facebook tog selv initiativ til at lukke den terrorsigtede Philip Manshaus konto få timer efter angrebet mod en moské i Norge lørdag, før der kom en opfordring fra norsk politi.



Det fortæller kommunikationschef i Facebooks skandinaviske afdeling, Peter Münster, til det norske medie NRK tirsdag aften.

- Det er korrekt, at vi fjernede vedkommendes profil. Det har vi gjort, fordi den overtrådte vores fællesskabsregler, siger han.

Han tilføjer, at Facebook er i løbende kontakt med norsk politi.

21-årige Manshaus er mistænkt for lørdag at trænge ind i en moské i byen Bærum. Her havde han angiveligt planlagt at skyde og dræbe muslimer samlet til bøn.

Angrebet blev dog forpurret, da tilstedeværende i moskéen overmandede ham.



Før angrebet lagde Philip Manshaus et indlæg ud nettet, hvori han forklarede sine hensigter og inspiration.



Blandt andet skulle han være inspireret af angrebet på to moskéer i den newzealandske by Christchurch i marts, hvor 51 personer mistede livet.



I indlægget har han angiveligt linket til sin Facebook-konto, skriver NRK.



Ifølge terrorforsker Tore Bjørgo fra universitetet i Oslo tyder indlægget på, at Manshaus havde i sinde at sende videooptagelser fra angrebet live på nettet.

Det samme gjorde gerningsmanden i New Zealand, men det lykkedes altså ikke for den 21-årige nordmand.



Norsk politi har sikret sig indholdet på Facebook-profilen, ligesom man har sikret sig relevant indhold fra den terrorsigtedes øvrige profiler på sociale medier, skriver NRK.



Mandag udvidede politiet sigtelsen mod Philip Manshaus til også at omfatte terror. Han er tidligere blevet sigtet for drab og drabsforsøg.

I forbindelse med efterforskningen fandt politiet lørdag liget af den mistænktes 17-årige stedsøster på en adresse i Bærum, der har tilknytning til den sigtede.

Manshaus forsvarsadvokat gentog efter retsmødet mandag eftermiddag, at hendes klient nægter sig skyldig. Han har hidtil heller ikke villet afgive forklaring.

Den 21-årige nordmand ankom med et svært forslået ansigt til retten - formentlig et vidnesbyrd om, at han blev overmandet i moskéen.

/ritzau/

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

18. AUG 2019 • 17:16 FOR ABONNENTER

Bornholmsk rejsesjak bygger luksusvillaer i Nordsjælland

18. AUG 2019 • 16:17SPORT

Solon gjorde det igen

Mest læste

18. AUG 2019 • 16:17SPORT

Solon gjorde det igen