15. AUG 2019 • 06:40UDLAND

Seks betjente ramt af skud i narkoaktion i Philadelphia

Bevæbnet mand er efter et flere timer langt skuddrama i den amerikanske storby Philadelphia blevet anholdt.

Seks politibetjente i Philadelphia i den amerikanske delstat Pennsylvania er blevet ramt af skud under en narkorazzia onsdag i en ejendom i den nordlige del af byen.



Ingen af betjentene er kommet alvorligt til skade, og deres tilstand beskrives som stabil af byens politi ifølge flere medier.



Den formodede gerningsmand er torsdag morgen dansk tid blevet anholdt, skriver NBC News.



Der er ikke frigivet oplysninger om hans alder eller hans motiv til at skyde mod politiet.



Da betjentene, som havde en ransagningskendelse, stormede op ad en trappe i huset, kom de under beskydning fra en mand, der var udstyret med blandt andet en AK-47 militærriffel.



Ifølge NBC News var manden "tungt bevæbnet".

Politiet besvarede ilden. Adskillige betjente flygtede ud af huset gennem vinduer og døre.



To betjente, som ikke nåede at slippe ud af ejendommen, da skyderiet begyndte omkring klokken 16.30 lokal tid, blev reddet ud af en specialenhed. De havde været fanget på stedet i fem timer sammen med den mistænkte gerningsmand.



Forhandlere fra politiet forsøgte i flere timer at overtale den mistænkte person til at overgive sig.



- Vi har en meget ustabil situation, der udspiller sig, sagde politikommissær Richard Ross, da manden stadig havde barrikaderet sig inde i huset.



Han tilføjede, at der "ikke er tegn på", at den bevæbnede mand frivilligt vil lægge våbnene fra sig.



Philadelphias borgmester, Jim Kenney, roser byens politi, men kritiserer politikere for at lade stå til, når det drejer sig om våbenvold.



- Denne regering, både på føderalt og delstatsniveau, ønsker ikke at gøre noget som helst for at få våben fjernet fra gaderne, siger Jim Kenney ifølge nyhedsbureauet AFP.



Tv-optagelser fra stedet viste betjente, der søgte dækning bag biler i et boligkvarter, hvor flere gader var blevet afspærret.



På Twitter og andre sociale medier advarede politiet folk om at holde sig væk fra området.



/ritzau/

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste