23. AUG 2019 • 15:38UDLAND

Den kontroversielle milliardær David Koch er død

Den amerikanske erhvervsmand David Koch, en af verdens rigeste personer, er død, 79 år gammel.

Milliardæren David Koch, konservativ donor og en af verdens rigeste mænd, er død. Det skriver BBC.



Amerikaneren var ifølge Forbes liste over de rigeste personer den 11. rigeste i verden. Han var samtidig også kendt som stordonor til det republikanske parti i USA. Han blev 79 år.

Sammen med sin bror Charles, der også er nummer 11 på Forbes liste, ejede han Koch Industries, et energi- og kemikaliefirma. David Koch stoppede med at lede organisationen sidste år på grund af skrantende helbred, skriver NBC News.

Ved sin død var han ifølge mediet god for omkring 285 milliarder kroner.



Brødrene var med til at opbygge et stort netværk af konservative donorer, der blandt andet har forsøgt at påvirke politikere i retning mod en mindre stat og mere frihandel.

Netværket har ved de seneste mange præsidentvalg i USA i alt brugt mere end en milliard dollar på at påvirke præsidentkandidater.



I 1980 stillede David Koch selv op som præsidentkandidat for det libertarianske parti, The Libertarian Party, og fik med sin medkandidat en procent af stemmerne.



Han og hans bror Charles har trods deres konservative tilhørsforhold ikke haft et synderligt godt forhold til USAs præsident Donald Trump. De tog blandt andet afstand til præsidenten, fordi hans opgør med andre lande har ført til højere toldsatser.

- Globalisterne Koch-brødrene, der er blevet en total vittighed i rigtige republikanske kredse, er imod en styrket grænse og stærk handel. Jeg har aldrig søgt deres støtte, for jeg har ikke brug for deres penge eller dårlige idéer, skrev Trump sidste sommer på Twitter som reaktion på brødrenes afstandstagen.

David Koch brugte en del af sin formue på at støtte kunst og kultur, blandt andet med en donation på 100 millioner dollar til New York City Ballet, der i dag har til huse i David H. Koch Theater.

/ritzau/

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste

17. SEP 2019 • 14:11 FOR ABONNENTER

Kommentar: Københavneri – og dog

16. SEP 2019 • 15:23 FOR ABONNENTER

Fodbolddommer efter 'ensidig' kritik: Hvad vil TV2 opnå?