7. OKT 2019 • 21:14UDLAND

Kongressens ledere kritiserer Trump for Syrien-retræte

USAs præsident får massiv kritik - også fra sit eget parti - for tilbagetrækningen i det nordlige Syrien.

Lederne af begge kamre i USAs kongres kritiserer præsident Trump for tilbagetrækningen af amerikanske soldater fra det nordøstlige Syrien.

Den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, siger, at "en brat tilbagetrækning af amerikanske styrker fra Syrien kun gavner Rusland, Iran og Assad-regimet."

- Amerikanske interesser er bedst tjent ved amerikansk lederskab, ikke ved retræte eller tilbagetrækning, siger McConnell, der normalt er Trumps nærmeste allierede i Kongressen.



Han advarer om faren for "en betydelig konflikt" mellem Tyrkiet og de kurdiske militser og om, at det øger risikoen for, at Islamisk Stat og andre militante grupper kan komme tilbage, skriver nyhedsbureauet dpa.



En amerikansk tilbagetrækning åbner op for en tyrkisk offensiv mod kurdiske styrker i grænseområdet.

Formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, betegner i en meddelelse tilbagetrækningen som "en alvorlig trussel mod regional sikkerhed og stabilitet".

Hun opfordrer, i lighed med McConnell og andre fremtrædende republikanske politikere, præsident Trump til at omgøre beslutningen.

Trump har "vendt ryggen til vores kurdiske partnere", lyder det fra Pelosi.



Kurderne har været afgørende i kampen mod den militante gruppe Islamisk Stat (IS), og de kurdiske militser var allierede med USA.



Trumps tidligere FN-ambassadør Nikki Haley skriver på Twitter, at kurderne var vigtige allierede i kampen mod IS.

- At efterlade dem til at dø er en stor fejl, skriver hun.



/ritzau/Reuters

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet