8. OKT 2019 • 00:45UDLAND

USA indsætter tilbagetrukne soldater andre steder i Syrien

En embedsmand fra Trump-administrationen afviser, at USA vil trække sine tropper helt ud af Syrien.

USA har trukket omkring 50 soldater fra det nordlige Syrien og indsat dem andre steder i det krigshærgede land.



Det siger en højtstående embedsmand i Trump-administrationen på et pressemøde, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Han afviser dermed, at tilbagetrækningen fra det nordlige Syrien betyder, at USA skulle trække sine tropper helt ud af landet.

USA har i alt omkring 1000 soldater fordelt forskellige steder i Syrien, skriver BBC.

USAs præsident, Donald Trump, er blevet stærkt kritiseret for sin beslutning om at trække amerikansk militær fra det nordlige Syrien.

Det skyldes, at en amerikansk tilbagetrækning kan åbne op for en tyrkisk offensiv mod kurdiske styrker i grænseområdet. Kurderne har været USAs allierede i kampen mod Islamisk Stat.

Blandt andre har den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, kritiseret Trump for tilbagetrækningen af amerikanske soldater.

- Amerikanske interesser er bedst tjent ved amerikansk lederskab, ikke ved retræte eller tilbagetrækning, lød det fra McConnell, der normalt er Trumps nærmeste allierede i Kongressen.

Tyrkiets forsvarsministerium oplyser natten til tirsdag dansk tid i en pressemeddelelse, at alle forberedelser til offensiven er færdiggjort. Det skriver Reuters.

USAs forsvarsministerium har mandag understreget, at amerikansk militær ikke vil støtte Tyrkiets planlagte offensiv på nogen måde.

- Forsvarsministeriet har gjort det klart over for Tyrkiet, og det samme har præsidenten, at vi ikke støtter en tyrkisk operation i det nordlige Syrien, sagde ministeriets talsmand.



Trump har desuden advaret om, at han vil "fuldkommen ødelægge og udslette" Tyrkiets økonomi, hvis tyrkerne foretager sig noget, som Trump anser for at være over grænsen. Det skrev han mandag på Twitter.

/ritzau/

Mest læste

12. OKT 2019 • 17:58SPORT

RIK og NB Bornholm fik fuld gevinst

12. OKT 2019 • 15:19SPORT

Halloween blev fejret på travbanen

11. OKT 2019 • 20:02 FOR ABONNENTER

RIK skal tilbage på sejrssporet