9. OKT 2019 • 14:22UDLAND

FN: USA dræbte 39 civile i luftangreb i Afghanistan

Amerikanske angreb rettet mod narkotikalagre i Afghanistan i maj kostede mange børn livet, siger FN-rapport.

FN har onsdag offentliggjort en rapport, som fastslår, at 39 civile - heriblandt 14 børn - blev dræbt eller såret ved amerikanske luftangreb i Afghanistan i maj. Angrebene var rettet mod påståede narkolaboratorier.



I FN-rapporten bliver det fastslået, at bombemålene ikke var tilladte mål.



De amerikanske styrker har sagt, at ingen kom noget til ved luftangrebene.



Den nye rapport, som er fra FN-organet Unama, er baseret på fire måneders efterforskning og interviews med forskellige vidner.

Unama henviser til troværdige vidner og siger, at yderligere 37 civile kan være blevet dræbt ved angrebene, men det er ikke blevet bekræftet.

Det høje antal civile betyder, at narkolaboratorierne ikke udgjorde legitime mål i henhold til folkeretten, fastslår Unama.

De amerikanske styrker i Afghanistan tilbageviser oplysningerne og siger, at de har billeder, der viser, at ingen civile kom noget til. Ifølge det amerikanske militær drives narkolaboratorierne af Taliban.

Ved luftangrebene 5. maj blev over 60 mål bombet i de vestlige provinser Farah og Nimroz på grænsen til Iran.

Afghanistan er verdensførende i produktionen af opium, som ofte beskattes af Taliban. Den islamistiske bevægelse bruger pengene på at finansiere gruppens oprør mod regeringen og internationale styrker. Flere millioner er stofmisbrugere i landet.



Siden efteråret 2017 har de amerikanske styrker angrebet steder, hvor der fremstilles narkotika af valmuer.



Taliban har i dag kontrol over et større område end på noget tidspunkt siden 2001, hvor bevægelsen blev fjernet fra magten af en koalition under ledelse af USA.

/ritzau/Reuters

Mest læste