10. OKT 2019 • 15:49UDLAND

Wammen vil skærpe EU-regler efter Emiraters exit fra sortliste

Finansministeren vil ikke gå ind i diskussion af de to enkeltlande, men han har bedt om skrappere kriterier.

Finansministrene i EUs medlemslande har torsdag besluttet at fjerne De Forenede Arabiske Emirater og Marshalløerne fra en sortliste over skattely.



Det er sket med enstemmighed, og beslutningen møder kritik fra ngoer og fra den danske regerings parlamentariske grundlag.



Finansminister Nicolai Wammen (S) fortæller, at beslutningen er truffet på baggrund af gældende kriterier, som han nu kræver skærpet.



Sortlisterne er en god idé, siger Wammen. Men skal de virke, skal "kriterierne være så skrappe som muligt".

- Det vil den danske regering og jeg som finansminister arbejde stenhårdt for. Det er baggrunden for, at jeg i dag har bedt det finske formandskab om hurtigst muligt at få det sat på dagsorden, så vi kan få set på kriterierne med henblik på at få dem strammet op, siger Wammen.



Han nævner konkret ejerskabsregistre, som vil lette sporingen af transaktioner i skattesager, og tungere sanktioner.



De to lande er fjernet, da de ifølge EU-landene har gennemført reformer, som man havde krævet, og som de havde lovet i 2018.



Mens De Forenede Arabiske Emirater fjernes helt fra listen, flyttes Marshalløerne til en overvågningsliste.



SPØRGSMÅL: Skulle disse lande fortsat have været på listen, nu da du vil skærpe kriterierne?



- Jeg vil ikke gå ind i en diskussion af enkeltlande. Men helt generelt er det en rigtig god idé, at vi får strammet yderligere op på kriterierne, og det kan meget vel få den effekt, at lande, der ellers ville komme af listen, skulle blive der, siger Nicolai Wammen.



Torsdag er Schweiz og fire andre lande frikendt for deres skattepraksis og erklæret som gode partnere.

EUs skattelylister er et forsøg på at bekæmpe skatteunddragelse og fremme god praksis på skatteområdet. Disse er - ifølge EU-landene - åbenhed og principper baseret på internationale standarder.

- Jeg synes, at listerne er en god idé. For de er med til at sætte spot på de lande, der ikke lever op til kriterierne, og man kan forhåbentlig også presse landene i en bedre retning, siger Nicolai Wammen.



Ngoen Oxfams rådgiver om EUs skattepolitik kritiserer torsdagens beslutning i en skriftlig udtalelse.



- I dag har EU hvidvasket to af verdens mest skadelige skattely, siger Chiara Putaturo.



Hun appellerer til, at EU gør noget ved kriterierne for, hvornår et land optræder på listen. Så det reelt bliver et effektivt værktøj mod skatteunddragelse.



Kira Marie Peter-Hansen, der sidder i Europa-Parlamentet for SF, kritiserer dagens beslutning i Luxembourg.



- Kriterierne er simpelthen for vage. Det kan ikke være rigtigt, at man kan tilbyde nulskatte-aftaler uden at havne på listerne. Det burde være det mest åbenlyse kriterie af dem alle, siger hun.



Hun finder det "uambitiøst, at et land som Panama ikke engang er at finde på listen".



Sortlisten blev etableret i 2017.

/ritzau/

Mest læste