13. OKT 2019 • 21:45UDLAND

Syrien sender soldater mod tyrkisk offensiv

Kurdere laver aftale med Assad om at sætte hæren ind ved grænsen. Macron og Merkel kræver stop for offensiven.

Syriens regeringshær er begyndt at rykke soldater nordpå for at "konfrontere en tyrkisk aggression" i det nordlige Syrien.

Det rapporterer statslige syriske medier søndag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den kurdiske administration i det nordlige Syrien bekræfter, at den har indgået en aftale med Syriens regering om, at den syriske hær kan indsættes tæt ved grænsen til Tyrkiet.

Det skriver den kurdiske administration på sin officielle Facebook-side ifølge nyhedsbureauet AFP.

- For at undgå og konfrontere denne aggression er der indgået en aftale med den syriske regering (...) så den syriske hær kan indsættes langs med den syrisk-tyrkiske grænse for at hjælpe de Syriske Demokratiske Styrker (SDF), lyder det i Facebook-opslaget.

Kurderne skriver videre, at den aftale, der er indgået med præsident Bashar al-Assads regering, "baner vej for at befri resten af de syriske byer, der er besat af den tyrkiske hær, såsom Afrin".

Afrin er en større kurdisk enklave i den nordvestlige del af Syrien.



De statslige syriske medier melder ikke noget om, præcis hvor i det nordlige Syrien soldaterne skal indsættes.

Tyrkisk militær har i de seneste dage med hjælp af syriske oppositionsstyrker indtaget nogle af de grænseområder, som kurdiske militser hidtil har kontrolleret.



Tidligere søndag aften bekræftede en højtstående kurdisk politiker, at der er forhandlinger i gang mellem den kurdiskledede styrke SDF og den syriske regering.

- Vi håber at nå til en aftale, der stopper krigen og dens farlige og katastrofale konsekvenser, siger politikeren, Ahmed Suleiman fra det Kurdiske Demokratiske Progressive Parti i Syrien.

I Frankrig siger præsident Emmanuel Macron, at den tyrkiske offensiv i det nordlige Syrien risikerer at skabe en "uholdbar" humanitær situation.

- Vi har et fælles ønske om, at denne offensiv slutter, siger han på et pressemøde med Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, i Paris.

- Denne offensiv risikerer at skabe en uholdbar humanitær situation og hjælpe Islamisk Stat med at komme tilbage i regionen.



Macron har indkaldt sit forsvarskabinet til krisemøde søndag aften.

Den franske præsident har desuden talt i telefon med sin kollega i USA, Donald Trump.

Trump gav for en uge siden en omstridt ordre til at trække amerikanske soldater tilbage fra det nordøstlige Syrien.



Hans beslutning er af politikere og medier i USA blevet opfattet som et grønt lys til Tyrkiet til at angribe kurderne i området.



/ritzau/Reuters

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet