19. OKT 2019 • 17:22UDLAND

OVERBLIK: Et omstridt forslag har sat brexit på pause

Der skulle lørdag stemmes om en samlet brexitaftale, men et forslag har udskudt det. Få overblik her.

Den britiske regering havde håbet på at få en brexitaftale godkendt i Underhuset i parlamentet lørdag, men det har et ændringsforslag foreløbigt forhindret.



Lørdag eftermiddag blev forslaget stemt igennem i Underhuset med 322 stemmer for og 306 imod.

Få overblik over, hvad forslaget går ud på:

* Forslaget er blevet døbt Letwin-ændringsforslaget efter det britiske konservative parlamentsmedlem Oliver Letwin, der fremsatte det.

* Forslaget dikterer, at brexitaftalen først kan få en endelig parlamentarisk godkendelse, når al den bagvedliggende lovgivning, som er nødvendig for, at aftalen kan træde i kraft, er blevet godkendt.

* Oliver Letwin har sagt, at baggrunden for ændringsforslaget er, at han frygter, at parlamentet ikke når at få vedtaget den nødvendige lovgivning inden den nuværende dato for briternes EU-exit, 31. oktober. Hvis disse love ikke når at blive vedtaget, kan det betyde, at briterne forlader EU uden en aftale.



* Der er lørdag eftermiddag stadig stor usikkerhed om, hvad godkendelsen af forslaget konkret betyder, og hvad næste skridt for Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, er.

* Umiddelbart betyder det dog, at brexitaftalen ikke bliver stemt igennem lørdag.

* Hvis parlamentet i London inden midnat lørdag ikke har godkendt en aftale, skal regeringen bede EU om en ny udsættelse af brexit frem til 31. januar.



* Boris Johnson har efter afstemningen sagt, at han ikke "vil forhandle en udskydelse med EU". Han vil fortsat have Storbritannien ud af samarbejdet den 31. oktober.



Kilder: BBC, The Guardian, Underhuset.



/ritzau/

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet