21. NOV 2019 • 20:13UDLAND

OVERBLIK: Her er anklagerne mod Israels premierminister

Sagerne mod Benjamin Netanyahu omhandler bestikkelse med luksusgaver og aftaler om positiv medieomtale.

Lyssky medieaftaler og gaver for flere hundrede tusinde kroner.



Israels 70-årige premierminister, Benjamin Netanyahu, er blevet tiltalt for bestikkelse, svindel og mandatsvig.

Tiltalen mod ham omfatter tre sager, der benævnes sag 1000, sag 2000 og sag 4000. Premierministeren nægter sig skyldig i alle anklager mod ham.



Læs her, hvad sagerne drejer sig om:



* Sag nummer 1000: Dyrebare gaver til Netanyahu-familien



Netanyahu og hans familie mistænkes for at have modtaget gaver - herunder luksuscigarer, champagne og smykker - fra velhavende personer til gengæld for økonomiske eller personlige tjenester.



Gaverne vurderes at have en værdi af mere end 700.000 shekel (cirka 1,37 millioner kroner).

* Sag nummer 2000: En hemmelig avisaftale

Netanyahu menes at have forsøgt at indgå en aftale med ejeren af den israelske avis Yediot Aharonot med det formål at få mere positiv medieomtale.

Til gengæld skulle Netanyahu have arbejdet for udviklingen af en ny lovgivning, der skulle begrænse udbredelsen af gratisavisen Israel Hayom, som er Yediot Aharonots væsentligste konkurrent i den israelske avisbranche.

* Sag nummer 4000: Positiv omtale til gengæld for tjenester

Denne sag vurderes at være den mest alvorlige af de tre anklagepunkter mod Netanyahu. Premierministeren anklages for at have forhandlet med Shaul Elovitch, der er en af den israelske telegigant Bezeqs hovedejere.



Målet for Netanyahu var ifølge anklagen at få positiv omtale på Elovitch nyhedshjemmeside Walla! til gengæld for politik, der skulle være til gavn for telegiganten Bezeq.

Kilde: AFP.



/ritzau/

Mest læste

DØGNETS MEST LÆSTE

UGENS MEST LÆSTE

MÅNEDENS MEST LÆSTE

22. OKT 2019 • 16:46SPORT

Det har han aldrig prøvet før

19. OKT 2019 • 20:30 FOR ABONNENTER

Cykelklub skal tage afsked med formandskabet