Lørdag formiddag måtte Bornholms Politi rykke ud, efter en flok får havde taget sig en uplanlagt udflugt.
Fårene var sluppet ud et sted mellem Klemensker og Rø, og derfor sendte politiet en patrulje afsted for at få styr på situationen.
Patruljen henvendte sig først til den nærmeste ejendom på Klemenskervej, hvor fårene gik rundt. Manden på ejendommen kunne oplyse, at det ikke var hans får. Derimod pegede han patruljen i retning mod genboen, hvor der var bid.
Fårene blev indfanget og kom tilbage i indhegningen. Ifølge den vagthavende hos Bornholms Politi foregik det hele ganske fredeligt.
– Der var ingen jagt over markerne eller alt muligt andet. Politiet var til stede og observerede, at fårene kom ind i indhegningen igen og kørte derefter fra stedet, fortæller den vagthavende.