Cykelhold vinder Bornholms Tidendes Sportspris
Foto: Allan Rieck

1. FEB 2019 • 21:50SPORT • AF MIE MØLBAK

Cykelhold vinder Bornholms Tidendes Sportspris

Vinderen af Bornholm Tidendes Sportspris blev BHS-Almeborg Bornholm. Cykelholdet kørte sidste år holdets bedste sæson nogensinde, som kulminerede med sejren ved PostNord Danmark Rundt, hvor holdet vandt holdkonkurrencen, ligesom holdets daværende rytter Rasmus Quaade kom ind på en andenplads i det samlede klassement.

Det bornholmske cykelhold fik overrakt prisen ved Bornholms Tidendes store sportsprisfest på Green Solution House fredag aften.

– Det bliver svært at gøre det bedre, men det troede vi også sidste år, og det lykkedes, fordi vi finder ryttere, som er sultne, siger sportsdirektør Christian Juul Andreasen fra BHS-Almeborg Bornholm.

Holdets resultater sidste år tæller også en kåring som Danmarks bedste cykelhold anno 2018, det bedste nordiske hold på UCI´s rangliste, DM i holdløb, DM i enkeltstart og andenplads i det samlede klassement i PostNord Danmark Rundt.

De andre nominerede til sportsprisen var cykelrytter Magnus Cort og badmintonspiller Mathias Christiansen.

– Vinderen er fundet i et vanvittigt stærkt felt. Det her er tre navne, der alle er mere end værdige modtagere af sportsprisen, og de har alle præsteret på et fantastisk niveau i 2018. Juryen lagde blandt andet vægt på, at vinderen har kæmpet, nærmest mod overmagten, og at det er et samlet Bornholm, der står bag, lød det fra Thomas Jørgensen fra Bornholms Brandforsikring, der overrakte prisen til cykelholdet.

Det er 52. gang, Bornholms Tidende uddeler årets sportspris.