Værtspar observerede sjælden isfugl i hotelhave
Isfuglen blev set ved åen, der løber igennem Hotel Skovlys have. Arkivfoto

5. FEB 2019 • 16:18 • AF HOLGER LARSEN

Værtspar observerede sjælden isfugl i hotelhave

"Vi har i dag set den smukke isfugl ved åen, der løber gennem vores have. Set ved minigolfbanen", skriver værtsparret på Hotel Skovly i et opslag på Facebook som en information til alle fugleelskere.

Bornholms Tidende skrev sidste år ved denne tid om isfuglen, at man kan være heldig at få øje på den nærmest tropisk farverige fugl, hvis man vandrer langs de bornholmske vandløb. Den ynder at sidde på en gren på udkig efter småfisk.

Men man skal også være heldig for at se den, for den er sky.

Isfuglen er ikke decideret sjælden, for den kan af og til ses over hele øen. At den nu er set ved Skovly er ikke så underligt, for netop dette område synes at være et af isfuglens foretrukne, fremgår det af artiklen.