Fredeligt folkemøde – også om natten
Foto: Berit Hvassum

16. JUN 2019 • 21:33 • AF REDAKTIONEN

Fredeligt folkemøde – også om natten

De problemer, som tidligere folkemøder har oplevet med uro og tumult i gaderne om natten, har Bornholms Politi ikke mærket noget særligt til i år, og ordensmagten kan nikke genkendende til, at Folkemødet 2019 var et meget fredeligt et af slagsen.

Det siger Mikael Schollert fra Bornholms Politi.

– Det har måske også noget med vejret at gøre lørdag, for det blev jo ikke den store fest, som mange måske havde forventet, siger han.

Torsdag og fredag blev der dog festet løs i Allinges gader, men alt foregik ganske tilforladeligt.

– Der er selvfølgelig en del unge herrer, der ikke kan finde ud af det der med toiletter og i stedet bruger husmurene til at tisse opad, men det oplever vi jo hvert år, siger Mikael Schollert.