Remisen flytter – og dyrene flytter med
Foto: Allan Rieck

5. OKT 2019 • 21:39 • AF ANETTE VESTERGAARD

Remisen flytter – og dyrene flytter med

- Jeg kan godt finde argumenter for, at det ville være en god idé at flytte Remisen til Vibegård, sagde Britta Overgaard, leder på Remisen, da det kom frem at beskæftigelsestilbuddet i Lobbæk muligvis skulle flyttes til Rønne som led i den kommunale spareplan.

Ifølge kommunens beregninger ville en flytning til Rønne medføre en besparelse på 300.000 kr. årligt, og det blev lige præcis det beløb der kom til at indgå i det forlig der blev indgået af kommunalbestyrelsens medlemmer på budgetseminaret i onsdags.

Dyrene følger med til Rønne

Tilbuddet i Lobbæk er møntet på 18-30-årige borgere, der endnu ikke har fået en uddannelse eller en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.

Udover Britta Overgaard, der også er leder for Mentorkorpset og STU-uddannelsen, er der tilknyttet tre vejledere og to værkstedsvejledere til tilbuddet. Derudover omfatter beskæftigeæsestilbuddet et mindre dyrehold, som også skal flyttes med til Rønne.

Det er endnu ikke planlagt hvornår flytningen skal finde sted.