52 er tilknyttet kvindernes krisecenter – og der er altid brug for flere

28. OKT 2019 • 20:02 • AF LISBET HOLST

52 er tilknyttet kvindernes krisecenter – og der er altid brug for flere

I dag har Kvindekrisecenter Bornholm i Rønne tilknyttet 52 kvinder, der arbejder frivilligt, men krisecentret kunne sagtens bruge flere.

Opgaven er primært at være en del af vagtturnus i huset på Haslevej og dermed være med til at skabe tryghed for de voldsramte kvinder og deres børn. Som frivillig binder man sig til to vagter om måneden og indgår i en gruppe, der holder gruppemøde en gang om måneden, hvor både stort og småt bliver vendt.

De frivillige hverken må eller skal tage en behandlerrolle på sig, så som frivillig skal man have fornemmelse for mennesker, have situationsfornemmelse og være bevidst om sin rolle.

Krisecentret har i dag to medarbejdere, en socialrådgiver og en børnemedarbejder, udover den daglige leder, Ingrid Funch.

Krisecentret får 300 henvendelser om året, oplyser Ingrid Funch.