Man må til Dyrehaven for at høre en kronhjort brøle på bornholmsk

29. OKT 2019 • 02:31 • AF SØREN P. SILLEHOVED

Man må til Dyrehaven for at høre en kronhjort brøle på bornholmsk

Det er oktober 1786. På en forblæst bakketop i Bodilsker står en gammel kronhjort og snuser uroligt, den aner noget farligt, og så lyder skuddet. To sekunder efter falder den blødende til jorden og er død. Dermed døde øens sidste kronhjort, og stedet er opkaldt efter hændelsen, nemlig Hjortebakken.

I dag er området bevokset med skov og findes nær Skovgård på sydsiden af landevejen mellem Aakirkeby og Nexø. Stedet er markeret med en historisk henvisning. Følger man stien gennem skoven kommer man til 10 store bautasten og nogle mindre i en rundkreds. De er fra jernalderen, og rundkredsen var muligvis en gravplads, og kaldes for en ”domarring”.

Sådanne findes i Danmark kun på Bornholm, men i Sverige er de almindelige.

De bornholmske kronhjorte

I middelalderen var der mange kronhjorte på Bornholm. Selv om dyrene var en plage og åd af bondens marker, måtte de ikke skydes, de tilhørte kronen. Det vil sige den danske konge, og selv lensmanden på Hammershus blev nægtet det.

Til gengæld sendte kongen sine egne skytter til øen for at skyde hjortevildt til hoffets forbrug af kød på Kronborg, det skete fra 1581 og med års mellemrum indtil 1635, hvor 230 kronhjorte blev skudt.

I 1670 blev der anlagt en dyrehave ved Jægersborg til den jagtglade kong Christian 5. der ønskede at have perforce jagt, en jagtform han havde lært i Frankrig.

Året efter blev der sendt elleve skytter til Bornholm for at indfange kornhjorte til Dyrehaven. De fangende 30, og det gentog sig i 1675, 1680 og 1684, hvor 100 kronhjorte blev udført. Sidste gang var i 1703, hvor tre orlogsskibe ankom fra København med kongens jægere, bagefter fik kronhjortene afsavet deres opsatser og indespærret i kister transporteret til Kongens dyrehave.

I 1716 skød de skydeglade russiske officerer fra Zarens flåde mængder af kronhjorte. Efter 1743 mistede kongen sin interesse for vildtet på Bornholm, men der var heller ikke mange kronhjorte, strenge isvintre havde dræbt de fleste dyr. Da jagten i 1771 blev udbudt til den højstbydende køber, var kronhjorte næsten væk.

Den kongelige vildtbane på Bornholm blev oprindeligt indhegnet med store egestammer. Da de efter en årrække rådnede, blev de i 1722 afløst af 16 store sten med kong Frederik 4.s navn. Senere kom endnu flere sten med kong Christian 6.s navn, men i dag er kun to bevaret. Begge står på hver side af Jagtvej i Almindingen.

Efterårets kornhjortebrøl

Hvis man vil høre en voksen kronhjort brøle med bornholmsk dialekt, må man besøge Dyrehaven ved Jægersborg. Hannerne har i brunsttiden det mest maskuline brøl af alle nordens pattedyr. Dådyr derimod bare snøfter og prutter.

Selv om man ikke tager til København kan man på Bornholm stadig opleve synet af de gamle vildtsten. I Almindingen følger man vejen til Aarsballe, og før Bolsterbjerg parkerer man på et højdedrag ved en p-plads. Herfra fører skovvejen kaldt Jagtvej til de to vildtbanesten, opsat på hver side af vejen med 200 meters mellemrum.

En efterårsdag i skoven er en fest i farver. De grønne graner er omgivet af farvestrålende orange bøge og brune egetræer. Er der ingen kronhjorte, vokser der til gengæld mange svampe, lige fra brune mælkehatte til røde fluesvampe. Små grupper af støvbolde er sjove. Når man træder på dem, fremkommer skyer af støv. Det er svampenes sporer.

I den venstre side af vejen ses den første vildbanesten, længere frem og til højre ses den næste lidt inde i den mørke granskov. Stien fortsætter til Pukkekulle kær, en klarvandet skovsø med en lille bænk omgivet af tyttebær. Herfra kan man følge stien gennem en smuk sprækkedal kaldet Store Rævegænge og tilbage via rokkestenen, eller fra Jagtvej følge stien til højre. Den udmunder ved Aarsballevej, og derfra er der kun 200 meter til højre, så er man ved parkeringspladsen.

Når man sidder på bænken ved skovsøen, kan man nyde efterårets stemning. Granerne synger, ravnene skriger, og måske høres et brøl i det fjerne. Det kan ikke være en kronhjort, men måske er det Pan, skovens og jagtens gud, der brøler over tabet af de store kornhjorte – de uddøde som skrevet i 1786.