Kommunen får ny skolechef

29. OKT 2019 • 16:25 • AF TOMMY KAAS

Kommunen får ny skolechef

Bornholms Regionskommune har ansat Trine Schloss Pedersen i stillingen som skolechef. Hun kommer senest fra et job som uddannelseschef på Ørestad Gymnasium, hvor hun har været ansat siden 2015. Hun er bosat i Charlottenlund, har tidligere boet på Bornholm og har sommerhus i Snogebæk.

50-årige Trine Schloss Pedersen er uddannet cand.mag fra Aarhus Universitet og har gennem årene taget en lang række efteruddannelser inden for ledelse, organisationsudvikling og læreprocesser, oplyser kommunen.

– Jeg er meget glad for, at Trine Schloss Pedersen har takket ja til stillingen, og at vi var enige i ansættelsesudvalget, siger servicedirektør, Trine Dorow ifølge en pressemeddelelse.

–Trine har den helt rigtige profil til at kunne samle vores folkeskoler og fortsætte den gode udvikling, der er i gang. Hun kommer med et bredt erfaringsgrundlag og gode resultater fra de projekter, som hun har stået for. Hun har igennem vores jobsamtaler vist virkelig gode evner til at se hele vejen rundt og få øje på de muligheder, der ligger forude. Og så har hun en imødekommende stil, og et engagement der smitter.

Trine Schloss Pedersen begynder i jobbet pr. 1. januar 2020.