Jeppe Kofod stiller op til Folketinget
Arkivfoto

29. OKT 2019 • 20:24 • AF RITZAU

Jeppe Kofod stiller op til Folketinget

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) stiller op til Folketinget ved næste valg. Det skriver han i et opslag på Facebook.

Da han blev en del af Mette Frederiksens (S) ministerhold, kom Jeppe Kofod fra Europa-Parlamentet, som han netop var blevet genvalgt til.

Han er dermed ikke medlem af Folketinget nu – men det vil han altså gerne være efter næste valg.

– Det har været vigtigt for mig, at finde den rette kreds og den rette partiforening.

– Som i ved, er jeg Bornholmer helt ind i hjertet. Heldigvis har hjertet jo to kamre. Og mens der står Bornholm på det ene, så står der København på det andet.

– Derfor er jeg glad for at en række medlemmer af Socialdemokraterne 9. kreds - Vesterbro & Kgs. Enghave har opfordret mig til, at stille op som folketingskandidat for kredsen, skriver Jeppe Kofod.