5. SEP • 14:30

Kamp, stemning og gode grøntsager på Torvet

Kamp, stemning og gode grøntsager på Torvet
Den lave septembersol gjorde det lettere at gemme en kampvogn midt på Store Torv i Rønne.

Der var flere events i gang på Store Torv i Rønne lørdag. Militærmusik og kampvogne blandede sig med små børn i løbetøj og friske grøntsager fra de lokale producenter.

Kampvognen fra Almegård var mest populær blandt de unge mænd, mens Kjærstrup Is blev løbet over ende af rødkindede motionister, der efter at have gennemført Chokoladeløbet kunne veksle startnummeret til en is eller en flødebolle.

– Jeg fik lov til at lade, siger en ung mand, mens en kammerat har taget opstilling i hullet på kampvognen. 

Tonerne fra Frankie Valli's 'You're just to good to be true', svævede over Torvet i Rønne da Hjemmeværnets Musik- og Tambourkorps Roskilde lørdag formiddag optrådte som en del af Forsvarets bidrag til den nationale flagdag. Det officielle kommunale flagdagsarrangement og paraden på Bornholm var i år flyttet til Almegårds Kaserne, hvor den var slået sammen med regimentets Åbent Hus.

 

Marathon-løberen Anna Holm deltager i VM i halvmarathon i København om 14 dage, og kastede sammen med datteren Olivia lidt ekstra stjernedrys over Chokoladeløbet for de 0-14 årige. 180 børn og cirka 100 forældre løb med, og det var et flot felt, siger Claus Clausen fra Viking Atletik. Løbet, der var arrangeret af Viking Atletik og Rønne Handelsstandsforening, var uden tidstagning, og der var flødeboller og is til alle deltagere hos Kjærstrup i Store Torvegade. 

 

De militære aktiviteter på torvet fik en ekstra farveklat med Vikings Chokoladeløb og sæsonens friske grøntsager fra blandt andet Nørre Krak. 

 

Friske kartofler blev falbudt på lørdagens marked på torvet. 

 

Flagdagen startede officielt med kransenedlæggelse på Forsvarsmuseet ved Galløkken. Her er det cheferne for regimentet, beredskabsstyrelsen og Bornholms Politi, der er på vej videre til kasernen. Fra venstre Lars Nygaard, Henrik Andersen og Martin Preisz Gravesen.

Chokoladeløbet i Rønne er for de helt små børn og op til 14 år. De små løber 1,5 kilometer, mens de lidt større tilbagelægger to runder. 








FÅ ABONNEMENT