Hvem betaler regningen?

Jesper Dollerup Merved

Journalist

Et bredt toårigt budgetforlig bringer tiltrængt arbejdsro til Bornholm. Men den politiske fred har en pris.

Det har ikke været hverdagskost, at et politisk flertal kunne lægge et toårigt budgetforlig frem, der samler seks ud af syv partier. Det skal borgmester Frederik Tolstrup og resten af forligskredsen have ros for.

Efter år præget af økonomisk usikkerhed, genåbnede budgetter og politisk støj har man formået at skabe en aftale, der på papiret bringer balance i sagerne for både 2027 og 2028. Det giver en tiltrængt arbejdsro i rådhusets gange og skaber en ramme af forudsigelighed, som både borgere og kommunalt ansatte har hungret efter.

Men bag det solide politiske håndværk gemmer der sig en række principper og fremtidige knaster, som kalder på kritisk refleksion.

For det første er der de konkrete konsekvenser for øens mindre lokalsamfund. Med lukningen af børnehuse i Østermarie og Tejn samt afskaffelsen af filial- og kombibiblioteker sendes der et uundgåeligt signal om centralisering.

Man kan især undre sig over symbolpolitikken i at lukke biblioteksfilialerne. Besparelsen lyder på beskedne 362.000 kroner om året – en dråbe i et samlet kommunalt budget – men signalværdien og tabet for de berørte lokalmiljøer er væsentligt større.

Hvordan vil kommunalbestyrelsen sikre, at der også i fremtiden er grundlag for at tiltrække børnefamilier og bevare et levende lokalsamfund i de mindre byer, når den nære service og de kulturelle samlingspunkter gradvist rykkes væk?

For det andet er den toårige ro betinget af en uafklaret regning. Nok hænger budgettet sammen på papiret i 2027, men balancen i 2028 hviler på en forudsætning om, at de politiske udvalg næste år skal finde yderligere små 30 millioner kroner.

Bornholmerne slipper for store sparekataloger i denne omgang, og der gives mere tid til inddragelse. Det er sympatisk. Men det store spørgsmål er, hvad der sker, når de knap 30 millioner kroner konkret skal findes. Kan et så bredt flertal – der spænder lige fra SF til Dansk Folkeparti – reelt holde sammen, når de svære prioriteringsvalg rammer hverdagen i 2028?

Endelig er det værd at kaste et blik tilbage på det forløb, der bragte os hertil. Tidligere på året var den politiske retorik præget af rød alarm, og bornholmerne blev præsenteret for monstrøse sparekataloger, der skabte berettiget uro på både skole-, børne- og ældreområdet.

At de mest smertefulde forslag – som sammenlægning af skoledistrikter og store forringelser i ældreplejen – nu er afvist, er glædeligt. Men det efterlader også et indtryk af, at man i optakten måske var lige lovlig paniske og skabte unødig utryghed. Et højere særtilskud fra staten hjalp betragteligt, men processen udstiller en tendens til at male fanden på væggen, før alle kort er spillet.

Når alt det er sagt, har den relativt nye kommunalbestyrelse bevist, at den kan tage ansvar, indgå kompromiser og skabe politisk samling. Det er et stærkt udgangspunkt for Bornholm - også selvom det kommer med en pris.