Hvis nogen skulle være i tvivl: Energiøens naboer og alle vi andre venter minsandten stadig på nyt om kompensation og eventuel dækning af kommunens store udgifter til arbejdet med det enorme projekt.
Det er ikke urimeligt, at staten tager sig god tid til at lave en ordentlig model, når det handler om den kompensation, som energiøens naboer skal have. Men det bliver urimeligt, når staten først lover, at en løsning er lige på trapperne og derefter ikke siger noget som helst om, hvornår den kommer.
Naboerne til det fremtidige landanlæg på Sydbornholm har ventet for længe. Planerne går jo fem år tilbage. I fem år har man ikke vidst, om man var købt eller solgt. Og da der så endelig blev sat to streger under planerne for energiøen, så fik man trods alt vished for dét. Men ventetiden bliver altså ved og ved med at trække ud.
Det kan godt være, at eksemplet på Bornholm er lille og vedrører en ganske beskeden flok mennesker på landet, når man ser på sagen fra København. Men der er altså noget meget principielt over den her situation. Tidslinjen bliver mere og mere grotesk.
Samtidig står også kommunen et sted, hvor udgifterne til arbejdet med energiøen stiger. Lolland er lige nu et eksempel, som vi ikke har nogen som helst ønsker om at efterfølge. Femern-forbindelsen har på nuværende tidspunkt været et dyrt bekendtskab for Lolland Kommune, og på Bornholm har vi simpelthen ikke råd til lige pludselig at stå med et hul på adskillige millioner kroner som følge af arbejdet med vores megaprojekt.
Okay, selvfølgelig kan et folketingsvalg forsinke arbejdet. Selvfølgelig skal en ny regering på plads. Selvfølgelig skal de nye ministre sættes ind i sagerne. Men et valg kan altså ikke være en blankocheck til at fortsætte den her ulidelige ventetid i én uendelighed. Det store, statslige apparat er nødt til at komme ud over stepperne nu.