TOPNYHED / ERHVERV / 17. JUL • 11:10

Milliardkontrakt på plads: De skal bygge landanlæg

Milliardkontrakt på plads: De skal bygge landanlæg
Entreprenørens oplæg viser et anlæg inspireret Bornholms geologi og et landskab afstemt med intentionerne i lokalplanen. Visualisering: CF Møller Architects
Journalist

Journalist

Aarsleff har vundet opgaven med at bygge energiøens landanlæg, der bliver præget af markante haller, som ifølge entreprenørfirmaet arkitektonisk skal inspireres af klippelandskabet.

Entreprenør- og byggekoncernen Aarsleff skal bygge de to landanlæg til Energiø Bornholm.

Virksomheden har indgået en kontrakt med statens Energinet til en værdi af 3,7 milliarder kroner, fortæller begge parter.

– Valget af entreprenør er et vigtigt skridt for Energiø Bornholm. Det er et af de største anlægsprojekter i Energinets historie, og vi ser frem til et tæt samarbejde med en entreprenør, som har stor erfaring med komplekse anlægsopgaver som Energiø Bornholm, siger Nina Høegh Jensen, administrerende direktør for Eltransmission i Energinet, i en pressemeddelelse.

Energiø Bornholm bliver verdens første energiø. Den forventes at kunne forsyne tre millioner husstande og virksomheder med strøm.

– Det er et enestående projekt, og i Aarsleff glæder vi os over, at vi kan bidrage til at styrke forsyningssikkerheden og understøtte udbygningen af Europas energiinfrastruktur i tæt samarbejde med Energinet, hvor projektets CO2-aftryk også har indgået som et konkurrenceparameter, siger Jesper Kristian Jacobsen, administrerende koncerndirektør i Aarsleff, i en anden pressemeddelelse.

Ud over landanlægget på Sydbornholm skal Per Aarsleff A/S også bygge landanlægget ved Høje-Taastrup på Sjælland.

Fire markante haller

Aarsleff sætter i pressemeddelelsen nye tal på bygningernes dimensioner.

Bygningerne får et areal på 51.000 kvadratmeter og opføres som beton- og stålhaller til blandt andet omformere og 400 kilovolt-højspændingsstationen.

"De største bygninger bliver fire markante haller, arkitektonisk inspireret af klippelandskabet på Bornholm," skriver Aarsleff.

Anlægget på Bornholm får et samlet areal på 110 hektar (1,1 kvadratkilometer – red.) inklusive beplantning, adgangsveje og regnvandssøer.

En væsentlig del af arbejderne udføres gennem egenproduktion på tværs af Aarsleff-koncernen. Blandt andet skal en stor del af betonelementerne præfabrikeres på Aarsleffs elementfabrik i Polen, mens datterselskabet Wicotec Kirkebjerg A/S udfører de tekniske installationer.

De største bygninger i Energiø Bornholms landanlæg bliver fire markante haller. Visualisering: CF Møller Architects

Byggestart i 2027

Lokalt glæder borgmester Frederik Tolstrup (V) sig over, at projektet går fra plan til byggeri.

– Energiø Bornholm er en mulighed for at styrke Bornholms udvikling og skabe nye perspektiver for øen. Nu tager projektet næste skridt, og det bliver spændende, at se visionerne blive omsat til virkelighed. Samtidig har vi som myndighed et vigtigt medansvar for at sikre, at byggeriet gennemføres ordentligt og med respekt for vores borgere, vores natur og den lokale infrastruktur, siger han.

Projekteringsprocessen begynder 1. august, og de første jord- og betonarbejder forventes igangsat omkring årsskiftet 2027/28. Landanlæggene forventes færdiggjort og afleveret til bygherren Energinet i henholdsvis 2030 og 2031.

Projektet udføres i totalentreprise med Artelia A/S som rådgiver, mens CF Møller Architects står bag udformningen af bygninger og landskab.

Ved Høje Taastrup skal der opføres to haller på 17.000 kvadratmeter på et 23 hektar stort område samt tilhørende infrastruktur og landskabsbearbejdning.



Følg debatten på facebook!










FÅ ABONNEMENT