Home-direktør stopper efter kritiske artikler om ledelsesstil
Ejendomsmæglerkæden Home ønsker ikke at udtale sig efter artikler om afgående direktørs ledelse.
Martin Wiesener stopper som administrerende direktør for ejendomsmæglerkæden Home.Det skriver Home i en pressemeddelelse onsdag.
Ifølge erhvervsmediet Finans sker det, efter at ejendomsmæglere har kritiseret hans ledelsesstil og bedt bestyrelsen om at gribe ind.
Wiesener har "besluttet at opsige sin stilling", skriver Home og citerer bestyrelsesformand Kamilla Skytte for, at Home har haft "en periode med store forandringer" og nu ser "frem mod næste fase".
Over for Finans ønsker hun ikke at uddybe, om Wiesener var blevet fyret, hvis ikke han selv havde sagt op.
- Det ønsker jeg ikke at gå ind i. Martin har besluttet at fratræde som administrerende direktør, og bestyrelsen respekterer den beslutning, siger Skytte til erhvervsmediet.
Finans har tidligere beskrevet, at mere end 30 af 120 af Homes franchisetagere - de lokale selvstændige Home-forretningsdrivende - havde skrevet til Skytte med kritik af Wiesener.
Kritikpunkterne omfatter intern uro og utryghed samt manglende plads til uenighed med Wiesener. Han vendte ikke tilbage, da Finans for lidt over en uge siden beskrev franchisetagernes henvendelse til Skytte.
Til Ritzau oplyser Home, at det ikke har nogen udtalelser til Finans' artikler.
Pernille Hammer, som er CFO eller på dansk økonomidirektør, er nu konstitueret som administrerende direktør i Home, mens der gennemføres en rekrutteringsproces, skriver ejendomsmæglerkæden.
Den afgående direktør, som ifølge Finans holder ferie og stopper per 1. august, siger i en pressemeddelelse, at det har været en "spændende og udfordrende periode" som direktør for Home.
- Jeg er stolt af det fundament, vi har skabt, og jeg ønsker medarbejdere, franchisetagere og samarbejdspartnere alt det bedste fremover, siger Wiesener i en pressemeddelelse.
Home er en del af Danske Bank-koncernen.
RITZAU
