DSB forlænger igen periode med færre tog grundet personalemangel

INDLAND/KRIMINAL16. JUL 2026 • 20:22

Oprindeligt skulle perioden med færre tog på Sjælland løbe til 30. juni, men perioden varer nu til 16. august.

I juni lød det fra DSB, at der frem til 30. juni ville køre færre regionaltog på Sjælland, men for anden gang forlænges perioden.

Estimatet lyder nu, at der vil køre færre tog på Sjælland frem til og med 16. august.

Det skyldes mangel på togpersonale under igangværende sporarbejde.

Det skriver DSB på sin hjemmeside.

De regionaltog, der kører mellem Slagelse og Københavns Lufthavn udenom København Hovedbanegård, er aflyst.

På to andre strækninger vil toget kun køre én gang i timen.

Det gælder afgange mellem Næstved og Københavns Hovedbanegård via Køge.

Uden for myldretiden vil toget mellem Nykøbing Falster, Næstved og Københavns Hovedbanegård med togskifte i Næstved også kun køre én gang i timen.

På grund af sporarbejde bruger DSB aktuelt flere togførere end normalt. Man er dog "i gang med at ansætte og uddanne nye togførere", lyder det.

I uge 29 kører der togbusser i stedet for tog mellem Ringsted og Korsør grundet sporarbejde.

Perioden med togbusser slutter 20. juli, hvor perioden med de færre regionaltog altså forlænges.

Hovedårsagen til udfordringerne er "krævende sporarbejde" på hovedstrækninger denne sommer, oplyste DSB tidligere.

Sporarbejdet indebærer et højere forbrug af togførere, sagde DSB 's informationschef, Tony Bispeskov, i et skriftligt svar 29. juni.

- Og endelig skal vores personale også afvikle afspadsering og ferie, ligesom vi oplever et øget sygefravær lige nu, sagde han.

Da DSB 20. juni meldte, at der ville køre færre tog frem til 30. juni, var det præcis samme strækninger, der var omfattet.

Ni dage senere forlængede DSB så perioden til og med 12. juli.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT