Baltiske præsidenter: Rusland planlægger angreb på infrastruktur

UDLAND15. JUL 2026 • 15:57

Præsidenterne for Litauen og Letland har onsdag holdt et pressemøde om efterretning af russiske angrebsplaner.

Rusland planlægger angreb mod kritisk infrastruktur i de baltiske lande eller Polen.

Det siger præsidenterne i Litauen og Letland onsdag med henvisning til efterretningsrapporter.

Litauens præsident, Gitanas Nauseda, og hans lettiske kollega, Redgars Rinkevics, har onsdag holdt et pressemøde i Litauens hovedstad, Vilnius.

- Det drejer sig om energi- og transportinfrastruktur - faciliteter, hvor skader kan forstyrre driften af hele energisystemet, siger Nauseda på pressemødet.

- Planlægning foregår på højeste niveau i Moskva.

Rinkevics sagde på pressemødet, at de baltiske lande Estland, Letland og Litauen skal være forberedt på provokationer fra Rusland.

De tre lande er såvel som Polen en del af både EU og Nato.

Den lettiske præsident siger, at Rusland, der siden 2022 har ført krig i Ukraine, vil "teste" Nato-alliancens forsvarspagt.

- Selv uden en total ukrainsk sejr kan Rusland indirekte teste artikel 5 og svarmekanismerne i alliancen og EU, siger han.

Artikel 5 er den såkaldte musketered i Nato, der betyder, at et angreb på et land anses som et angreb på alle lande.

Advarslerne er de seneste i en række fra ledere fra lande på Natos østlige flanke, der mener, at Rusland vil forsøge at teste alliancen.

I slutningen af juni sagde Polens premierminister, Donald Tusk, på et pressemøde, at "flere typer af eskalering kan forventes i de kommende uger og måneder. Han kaldte også situationen "meget ustabil".

Baltiske og polske embedsfolk har allerede koblet Rusland til flere hændelser - heriblandt brandstiftelse og cyberangreb.

Litauens præsident siger, at hans land har styrket beskyttelsen af dets transport- og energiinfrastruktur.

Dmitrij Peskov, der er talsmand for den russiske regering, har afvist påstandene.

- Det er bare en ny omgang skræmmehistorier, der er designet til at holde hjernevasken i gang og forberede befolkningen på mere militarisering, siger han.

Litauen er det land, der relativt bruger flest penge på forsvar. 5,33 procent af landets bruttonationalprodukt bliver brugt på forsvar.

RITZAU/AFP

FÅ ABONNEMENT