USA dræber fire personer i luftangreb på formodet narkobåd
210 mennesker har siden september sidste år mistet livet i amerikanske angreb på formodede smuglerbåde.
Det amerikanske militær har natten til onsdag dansk tid angrebet et mistænkt narkofartøj i Caribien.Fire personer har mistet livet, oplyser USA's militærs sydlige kommando, Southcom, på det sociale medie X.
- Bekræftede efterretninger afslørede fartøjets aktive involvering i narkosmugling. Operationen resulterede i, at fire narkoterrorister blev dræbt, skriver Southcom på X.
Ordren til angrebet blev givet af Southcoms øverstbefalende, Francis L. Donovan, fremgår det af opslaget på X.
En video på syv sekunder, der er tilføjet i opslaget, viser tilsyneladende en båd blive angrebet fra luften.
- Vi vil jage, nedbryde og besejre disse narkoterroristiske netværk. Southcom er fast besluttet på at neutralisere kartellernes terror og vold i hele regionen og ind i USA's hjemland, siger Francis L. Donovan i en kommentar i X-opslaget.
USA's militær begyndte at angribe formodede smuglerbåde i september sidste år. Siden er der fulgt en lang række angreb i Det Caribiske Hav og Stillehavet.
Flere end 210 mennesker har ifølge nyhedsbureauet Reuters mistet livet i de amerikanske angreb på formodede narkobåde i Caribien og den østlige del af Stillehavet.
USA har ikke umiddelbart fremlagt nogen definitive beviser for, at der er tale om såkaldte narkoskibe.
Både Human Rights Watch, Amnesty International og uafhængige FN-eksperter har betegnet angrebene som ulovlige.
USA's præsident Donald Trumps administration har forsvaret angrebene med, at de bliver udført som led i USA's krig mod narkokarteller, og at narkokartellerne udgør en direkte trussel mod USA.
USA anser narkokartellerne for at være væbnede grupper.
Det amerikanske militær oplyste mandag, at to mennesker blev dræbt i et angreb, som det gennemførte mod et fartøj i den østlige del af Stillehavet i weekenden. Dette angreb var det første i mere end to måneder, skriver Reuters.
RITZAU
