Zelenskyj: Tidligere forsvarsminister vil fortsat være en del af holdet
Ukraines præsident siger torsdag, at der er problemer i forsvars- og militærsektoren, som skal løses.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er sikker på, at den tidligere forsvarsminister, Mykhajlo Fedorov, fortsat vil være en del af præsidentens hold.Det siger han torsdag ifølge Reuters.
Ifølge Zelenskyj er der problemer i forsvars- og militærsektoren, som skal "løses beslutsomt".
Meldingen kommer, efter at det onsdag blev meddelt, at Mykhajlo Fedorov fratræder sin post som forsvarsminister.
Det oplyste Fedorov i en udtalelse delt på sine sociale medier.
Den tidligere forsvarsminister har efterfølgende fortalt, at han har afvist et tilbud om at blive rådgiver for præsidenten.
Zelenskyj siger torsdag, at han fortsat overvejer, hvem der skal afløse Fedorov.
Derudover lød det fra præsidenten, at landets afgående indenrigsminister, Ihor Klymenko, er én af flere potentielle kandidater til posten, skriver Reuters.
Der sker i øjeblikket større forandringer i den ukrainske regering, og torsdag skal parlamentet ifølge Reuters stemme om en ny krigsregering.
Nyheden om forsvarsministerens afgang er ikke blevet taget godt imod af dele af den ukrainske befolkning.
Ifølge flere internationale medier har flere end 1000 demonstranter samlet sig i Ukraines hovedstad, Kyiv, for at protestere mod Fedorovs afgang.
Torsdag har de mange demonstranter samlet sig foran den ukrainske præsidents kontor, hvor de blandt andet råber "skam". Det oplyser Reuters.
Blandt demonstranterne er der ifølge nyhedsbureauet AFP en opfattelse af, at beslutningen er et resultat af interne magtkampe.
Fedorov bekræfter selv over for Reuters, at han har haft uenigheder med Ukraines hærchef, Oleksandr Syrskyj.
RITZAU
