I alt er der blevet indsamlet 100 tæpper, der efterfølgende er blevet vasket og gjort i stand. Formålet med tæpperne skal varme gæsterne, der kommer ud til sommerforestillinge Drømmen om Bornholm. Foto: Frederikke Lund Lauritzen
Et samarbejde mellem Bornholms Teater og Bofa har sikret, at teatergæster ikke skal fryse om benene, når forestillingen Drømmen om Bornholm ruller ud under åben himmel.
100 tæpper er samlet ind i forbindelse med samarbejdet mellem Bornholms Teater og affaldsselskabet Bofa. Tæpperne kan lånes, når forestillingen "Drømmen om Bornholm" ruller ud på øen i løbet af august.
Indsamlingen havde officielt sidste dag mandag 27. juli, men teatret forventer, at antallet stiger yderligere, når de sidste tæpper hentes fra genbrugspladserne.
– Det imponerende antal indsamlede tæpper er et godt billede på den opbakning, vi har oplevet omkring projektet, fortæller Tabitha Jespersen, der er teaterformidler og PR-medarbejder hos teatret med base i Rønne.
Den store succes, som tæppeindsamlingen har været, kan i høj grad tilskrives affaldsselskabets medarbejdere, fortæller hun.
– Bofas medarbejdere har gjort en stor indsats ude på genbrugspladserne. De har gjort bornholmerne opmærksomme på projektet og de særlige "teater-tæppe-containere", der har stået flere steder. Derudover har medarbejderne sorteret tekstilcontainerne for brugbare tæpper, som kunne indgå i indsamlingen.
Lækre tæpper til kolde aftner
Selvom indsamlingen er afsluttet, er arbejdet langt fra færdigt. Nu skal tæpperne vaskes, og nogle skal repareres. Ambitionsniveauet stopper dog ikke ved de 100 indsamlede tæpper.
– Vi håber på at kunne nå at sy et særligt logo på dem alle. Det skal være Solskinsteateret x Bofa. Sandheden er, at projekter som dette ikke er en tidsbesparende øvelse. Det havde været meget hurtigere og lettere at købe nye tæpper, men indsamlingsprojektet handler om at inddrage de lokale i flere aspekter af vores teaterproduktion, fortæller hun.
Samarbejdet mellem Bornholms Teater og Bofa udspringer ifølge Tabitha Jespersen ikke kun af et praktisk behov for tæpper.
– Det er et lille initiativ, som bygger på en overordnet forestilling om, at en scenekunstoplevelse skal være fællesskabende. Både før, under og efter en forestilling. Det er den fællesskabende præmis, som Bornholms Solskinsteater er baseret på.
Forestillingen "Drømmen om Bornholm" er en musikalsk teaterballade, der spiller 18 forskellige steder på øen. Der er præmiere på stykket fredag 7. august, og forestillingen kører rundt indtil lørdag 29. august.