Der er voksende bekymring langs den polske østersøkyst, hvor strandene er begyndt at forsvinde. Erosion ødelægger kystlinjen, og sandet svinder ind.
Det fortæller den polske avis Fakt.
Bølger flytter hele tiden sand langs kysten, men storme kan føre sand helt væk fra strandene og klitterne, og dem kommer der flere af på grund af klimaforandringerne, fortæller Piotr Domaradzki fra statens maritime myndighed i Gdynia.
Myndighederne bekæmper blandt andet udviklingen med høfder, som man kender fra Galløkken i Rønne. I forbindelse med storme bygger man desuden stenvolde ved foden af klitterne for at absorbere bølgernes påvirkning, og i roligere vejr udvinder maskiner sand fra havbunden og pumper det tilbage til kysten.