Venstres formand afviser at forlade den grønne trepart. Peter Juel-Jensen mangler afklaring om erstatninger før afstemningen på tirsdag.
Det er fuldstændig udelukket, at Venstre kommer til at forlade den grønne trepart, så længe partiets formand hedder Troels Lund Poulsen.
Det slår han fast søndag i et opslag på X, efter at der i den seneste tid har været en del rumlerier i Venstre om lovforslaget om gødskningsloven, der skal til afstemning i Folketinget på torsdag.
– Nogle i Venstre ser anderledes på den aktuelle sag og mener, at vi skal forlade treparten ved at stemme imod det lovforslag, som behandles i næste uge. Jeg har respekt for synspunktet, selv om jeg er dybt uenig og ked af, at debatten nu skal tages i offentligheden.
– Der er plads til forskellige holdninger i vores parti. Men at forlade treparten bliver ikke vores politik under min ledelse, skriver Troels Lund Poulsen på X.
Formanden henviser dermed til blandt andre Venstres folketingsmedlemmer Søren Gade og Amanda Heitmann. De har begge meddelt, at de ikke kommer til at stemme for lovforslaget på torsdag.
Også flere Venstre-borgmestre har udtrykt stor skepsis om gødskningsloven.
Lørdag afholdt partiet hovedbestyrelsesmøde i Middelfart, hvor der var opbakning i hovedbestyrelsen til formandens linje.
Venstre var som regeringsparti selv med til at udforme den grønne trepart, som gødskningsloven er en udløber af.
Venstres folketingsmedlem Trine Jepsen, der ligesom Søren Gade er valgt i Vestjyllands Storkreds, gik lørdag aften til tasterne på Facebook og anklagede Søren Gade for at optræde "illoyalt".
Troels Lund Poulsen siger, at selv om Venstre har betænkeligheder ved loven, herunder ikke mindst konsekvenserne for landmændene, så kommer Venstre som parti til at stemme for.
– Der er 128 mandater i Folketinget bag den grønne trepartsaftale. Og selvfølgelig skal Venstre være med ved bordet, når der de næste mange år bliver truffet beslutninger om klima, miljø, natur og fremtidens fødevareproduktion.
– Vi er ikke et protestparti. Vi er et indflydelsesparti, siger formanden.
Peter Juel-Jensen (V) har siden 2007 været folketingsmedlem valgt på Bornholm.
Han har endnu ikke besluttet sig for, om han stemmer for eller imod gødskningsloven. Det skyldes blandt andet, at Bornholm i første omgang ikke skulle have været fuldt omfattet af ordningen.
– Jeg er stor tilhænger af både den grønne trepart og vores vandmiljø, men vi skal også være ordentlige, siger han.
– Man kan ikke pålægge så voldsomme restriktioner, der griber ind i indtjeningsmuligheder, og så på den anden side ikke ville melde ud, hvilket erstatningsregime, man stiller op. Så man som landmand ved, om man er købt eller solgt.