SPORT / 8. SEP • 10:15

Cort afslører: På søndag er det slut

Cort afslører: På søndag er det slut
Magnus Cort kører efter alt at dømme sin sidste etape som professionel cykelrytter på søndag. Foto: Uno-X Mobility Cycling
Journalist

Vuelta a España bliver det sidste løb i Magnus Corts karriere. Søndag sætter den bornholmske cykelrytter endegyldigt punktum som professionel. Medmindre der pludselig dukker en VM-invitation op.

Magnus Cort har allerede proklameret, at han i år kører sin sidste sæson som professionel, men nu er udløbsdatoen altså helt tæt på.

Når det spanske etapeløb Vuelta a España rundes af på søndag, slutter karrieren nemlig også for den 33-årige bornholmer. Det fortæller han i cykelprogrammet Radio Tour på HBO Max.

– Jeg har ikke fået 100 procent lovning fra Uno-X (Corts hold, red.), men så længe der ikke kommer et hav af skader og ulykker, så bliver det mit sidste løb, fortæller Magnus Cort til programmet.

Han åbner dog en lille dør på klem for en allersidste optræden ved VM i Canada senere på måneden, selvom han i første omgang ikke var inkluderet i landstrænerens bruttotrup i slutningen af august.

Et hav af sejre

Dermed nærmer afslutningen sig på en karriere, der har budt på store triumfer på cykelsportens allerhøjeste niveau.

Det var netop i Vuelta a España, at Magnus Cort fik sit folkelige og internationale gennembrud i 2016. Her kørte han sin første Grand Tour og tog to etapesejre – henholdsvis på 18. og 21. etape. Sejren på 18. etape var samtidigt den første danske etapesejr i Vueltaen i tre år. Siden har han vundet yderligere fire etaper i løbet fordelt på sine deltagelser i 2020 og 2021.

Magnus Cort er udover sine sejre i Vuelta a España blandt andet også noteret for etapesejre i Tour de France og Giro d'Italia. Og så kronede han tidligere på året karrieren med et dansk mesterskab.

Magnus Corts hold- og sejrsliste

Hold:

2011: ABC Junior (Club)
2012: Team Concordia Forsikring - Himmerland (CT)
2013: Team Cult Energy
2014: Cult Energy Vital Water (CT) - fra 1. oktober trainee på Orica Greenedge (WT)
2015-17 Orica Greenedge (WT) - holder havde forskellige navne i perioden.
2018-19: Astana Pro Team (WT)
2020-23: EF Education - EasyPost (W)
2024-26: Uno-X Mobility

Udvalgte sejre:
Fem etapesejre i Post Danmark Rundt
Seks etapesejre i Vuelta a Espana
To etapesejre i Tour de France
To etapesejre i Paris Nice
En etapesejr i Giro de Italia
En etapesejr i Criterium du Dauphiné
Dansk mester i år



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT