LEDER / DEBAT / 6. AUG • 05:30

Mangfoldigheden længe leve – også langs landevejen

Mangfoldigheden længe leve – også langs landevejen
Redaktør

Fodboldgolf-skiltet er sjovt og små-ikonisk på landevejen mellem Rønne og Nexø. Lad os nu passe på, at bureaukratiet ikke tager overhånd.

Der bliver ryddet op langs de bornholmske grøftekanter. Tidligere på sommeren var det plakater og skilte for kulturelle begivenheder, der blev lagt ned, og nu er det det næsten ikoniske fodboldgolf-skilt i Bodilsker, der efter 16 år har måttet lade livet.

Hvad bliver det næste?

I det aktuelle tilfælde med fodboldgolf er det Vejdirektoratet, der har været ude med riven, fordi det stod ud til en statsvej. Man vil ikke have en skilteskov "som de ses i andre lande", og man ønsker en "bevaring af herlighedsværdien" langs vejene.

Men er sjov, lidt skæv og kreativ skiltning ikke netop en del af herligheden? Bør vi ikke hylde skabertrangen og mangfoldigheden? Kan det hele ikke blive for ensartet og generisk?

Der er en pointe i, at trafiksikkerheden kommer før alt andet. Vejskilte skal kunne aflæses hurtigt, og officielle skilte må selvfølgelig ikke drukne i reklamer og forvirrende budskaber.

Men vi er jo ikke i nærheden. Ikke engang tæt på.

Vi lever da ikke af at være ens og uden personlighed. Vi bør tværtimod slå os op på små forretninger med håndmalede skilte, hyggelige attraktioner skabt af ildsjæle, og tiltag, som får mennesker til at trække på smilebåndet.

En vejstrækning bevarer da ikke sin herlighedsværdi ved at fjerne dét. Tværtimod kan resultatet blive et steriliseret udtryk, hvor alt er korrekt, og intet er karakterfuldt.

Jo, lad os bevare ordenen, men lad os gøre det med plads og overskud til det skæve. Det er trods alt ofte det, man husker længst.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT