Alm. Brand løfter igen forventninger efter højesteretsdom
Dom om tab af arbejdsevne viser sig i høj grad i Alm. Brand-regnskab, men nu løftes forventninger igen.
Forsikringsselskabet Alm. Brand løfter forventningerne til 2026 på baggrund af det første halvår.Det fremgår af en delårsrapport torsdag morgen.
I april nedjusterede man ellers forventningerne efter en højesteretsdom om erstatninger efter tab af arbejdsevne.
Den havde konsekvenser for hele branchen og åbnede for genoptagelse af tusindvis af sager, da personer, som har lidt et erhvervsevnetab på mindre end 15 procent og ned til 5 procent, kan være berettiget til erstatning.
Her blev der i Alm. Brand indregnet en engangsudgift på 700 millioner kroner, som i høj grad påvirker forsikringsresultatet, der lander på minus 52 millioner kroner for andet kvartal.
Men nu løftes forventningerne til hele året igen med 200 millioner kroner. Det skyldes ifølge selskabet "forbedringer i hele forretningen".
Selskabet regner nu med et resultat for året før skat på mellem 1,45 milliarder kroner og 1,65 milliarder kroner.
- Ser vi bort fra hensættelsen, leverer vi et rekordhøjt resultat for andet kvartal, siger administrerende direktør Andreas Ruben Madsen i en kommentar til regnskabet.
Han henviser til "den stærke udvikling i den underliggende forretning for både Privat og Erhverv".
Ser man på forsikringsindtægterne, steg de til 2,999 milliarder kroner fra 2,95 milliarder kroner i samme kvartal i 2025.
Samtidig steg resultatet fra forsikringsselskabets investeringer markant fra 102 millioner kroner i andet kvartal af 2025 til 215 millioner kroner i de forgange tre måneder.
Det ligger også et godt stykke over analytikernes forventninger på 135 millioner kroner, skriver MarketWire.
Forsikringsselskabet betegner investeringsresultatet som "meget tilfredsstillende". Det er "hovedsageligt drevet af forbedrede markedsvilkår og en stærk genopretning for obligationer og aktier".
Efter skat endte Alm. Brand med et overskud for andet kvartal på 32 millioner kroner for andet kvartal.
Alm. Brand blev grundlagt i 1792 og er blandt Danmarks største forsikringsselskaber. Tryg er det største.
RITZAU
